U.G. Krishnamurti med oversættelser

Tim Pallis

Uppaluri Gopala Krishnamurti blev født i 1918 i en brahmin familie i Sydindien. Moderen døde 7 dage efter fødslen og bad bedstefaderen tage sig af den lille.

Bedstefaderen kendte Jiddhu Krisnamurti, Anni Besant og Colonel Olkott.

U.G. tilbragte sin barndom i Adyar, som er hovedkvarteret for Teosofisk Samfund i Madras. Mange lærde, mestre og teosoffer kom til Adyar. Der var endeløse diskussioner om dharmaen, sammenlignende mystik osv.

U.G. følte, at der et eller andet sted var noget galt og blev en sund skeptiker. Hvordan kan man narre sig selv og andre ved at foregive at man er spirituelt udviklet samtidig med at man ikke moralsk kan leve op til det man taler om?

Han bryder derfor med Teosofisk Samfund og begynder at studere vesterlandsk filosofi og psykologi ved Madras Universitet. Han bryder derefter med sin brahminske familie baggrund og fjerner den hellige tråd, som alle brahminer har. Den hellige handelsvirksomheds hykleri.

I 1939 besøger han Sri Ramana Maharshi i Tirumvannamalai og stiller ham 3 spørgsmål of får 3 svar:

Findes sådan noget som oplysningen?

Ja, sagde mesteren.

Er der forskellige stadier af den?

Nej, ingen stadier er mulige. Der er kun én eneste ting - enten er du der eller slet ikke.

Det som kaldes oplysningen, kan du give det til mig?

Ja, jeg kan give det, men kan du tage imod det?

Fra den dag var U.G. tilbage på sporet igen. Hvad er det jeg ikke kan modtage?

På hans 49.fødselsdag i 1967 gik han til et foredrag i Schweitz for at høre Jiddhu Krishnamurti, som talte om det "frie menneske". Pludselig indså han, at det var ham selv, som blev beskrevet.

Bevidsthedens frihed var ikke længere noget "derude", men var netop den måde han allerede fungerede på i dette øjeblik.

Han havde i mange år søgt at finde ud af, hvad oplysningen var. Nu indså han, at det var selve denne søgen, som hindrede ham i at være i den naturlige tilstand. Spirituel eller psykologisk oplysning findes ikke, fordi der hverken er "spirit" eller "psyke". Jeg var idiot, fordi jeg søgte noget som ikke eksisterede. Min søgen var forbi.

Dette medførte en indre energi eksplosion, som fik hans dualistiske tankemønster til at kollapse. Intet "selv" og ingen "omverden" fandtes længere.

U.G. taler om den såkaldte oplysning i rene fysiske og biologiske begreber.

Du må prøve hvert af mine ord og se, om de har nogen som helst relation til den måde du fungere på.

Jeg er i den vanskelige situation, at jeg ikke kan hjælpe dig. Alt, hvad jeg siger er vildledende. Jeg har ikke noget budskab til menneskeheden. Men én ting er jeg sikker på. Jeg kan ikke løse dit fundamentale dilemma eller redde dig fra dit selvbedrag, og hvis jeg ikke kan hjælpe dig, kan ingen!

U.G. er på en vis måde ødelæggeren Siva. Han stiller spørgsmål ved enhver sikkerhed, smadrer alle påstande, bryder alle regler, mens han trækker os skrigende og sparkende ind i lyset. Men vi må først opgive enhver forestilling om en spirituel eller psykologisk udvikling.

U.G. kalder den religiøse mystik og al vor praksis for spirituel materialisme, spirituel darwinisme eller spirituel fascisme.

Den indiske filosof Chandrasekhar har sagt følgende om U.G.:

Bliv lys! sagde Gud, og der blev totalt mørke. Bliv fred! sagde Gud, og der blev verdenskrige. Bliv orden! sagde Gud, og der blev fuldstændigt kaos. Gud sagde da skuffet og desillusioneret: Bliv ingen Gud! og øjeblikkeligt blev han U.G.

Der findes flere bøger med samtaler med U.G.

"Tanken er din fjende", "Ingen vej ud", "Sindet er en myte", "Oplysningens mystik", "En seer og hans kone". De er alle ego knusende og meget foruroligende samtaler. Om dem siger han selv:

Min lære, hvis du vil bruge det ord, har ingen copyright. Det står dig frit for at gengive, distribuere, fortolke, mistolke, forvanske eller pynte på den. Gør hvad du vil, gør dig selv til forfatter af den uden mit samtykke eller nogens tilladelse.

U.G. Krisnahmurtis har i "The Mystique" og "Enlightenment" beskrevet sin egen ultimative krise forud for hans opvågnen, da han var sikker på, at han skulle dø:

Hele livs energien bevægede sig mod et brændpunkt. Hvor det var, ved jeg ikke. Så kom det punkt, hvor det hele så ud som blændeåbningen i et kamera prøvede at lukke sig selv. (Det er den eneste sammenligning jeg kan forestille mig. Den måde, jeg beskriver det på her, er meget anderledes end den måde det skete på dengang, da der ikke var nogen tilstede, som kunne tænke i de baner...) Blændeåbningen prøvede altså at lukke sig selv, og samtidig var der noget, som prøvede at holde den åben. Efter en stund var der ingen vilje til at gøre noget som helst, ikke engang at hindre blændeåbningen fra at lukke. Pludselig lige med et lukkede den.

Jeg ved ikke, hvad der derefter skete.

Der findes ikke en person, ikke "nogen", ikke en adskilt eksistens omgivet af "andre" ting. Mennesket er ikke én ting og livet noget andet. Den ene der er, kan ikke opleves, og alt, hvad der kan siges om den, er vildledende.

Der er "ingen" her tilstede, som taler, tænker, føler smerte eller oplever noget som helst. Ligesom en bold, der kastes mod en væg, springer ordene, tankerne, følelserne tilbage igen, det er alt. Alle svar er et direkte resultat af nogle spørgsmål. Ellers er der "ingen" hjemme.

Det nytter ikke at stille spørgsmål vedrørende virkeligheden, det er bedre at stille spørgsmål vedrørende vores mål, det vi tror på, vores meninger. Det er dem, man skal frigøre sig fra, ikke virkeligheden.

Man må se sin hjælpeløshed i øjnene. Vi tænker: "Der må være en vej, der må være en sandhed, som gør mig fri. Måske gør jeg ikke det rigtige, hvad hjælper mig bedst, eller hvem kan hjælpe mig!" Men der er ingen hjælp at få. Vi må acceptere det håbløse i vores situation. Så længe vi klynger os til et håb, er vi slave af vores dilemma.

Der er ingen filosofi, som kan måle sig med kroppens naturlige visdom. Væk med alle forestillinger om livet, døden og friheden, og kroppen vil forblive, hvad den er og fungere harmonisk. Den behøver kun lidt mad af og til for at fungere perfekt. Man behøver ikke at gøre noget som helst.

Livet har ingen begyndelse og ingen afslutning.

Så længe man tror, at man har noget at opgive eller give afkald på for at opnå noget, har man ingen fred i sindet.

Tilværelsen finder sted. Man kan ikke gribe den, holde den fast, udtrykke den eller bruge den til at fremme nogle særlige interesser uden at den smutter væk. I det øjeblik man fanger den, ophører den at være sand. Den sande tilværelse kan under ingen omstændigheder kommunikeres.

Livet og døden er én og ikke to adskilte ting. Hvis man ønsker en befrielse, og det virkelig sker, vil man dø som person for at kunne være den befriede tilstand.

Det at acceptere begrænsninger er intelligens. Årsagen til vores lidelser er, at vi prøver på at frigøre os fra vores naturlige begrænsninger. Alle handlinger er således beskafne, at én handling begrænser den næste. Spørgsmålet om handlingens frihed kan ikke engang opstå. Albuen bøjer ikke udad, dette er vores absolutte frihed.

Eksistens er alt, hvad der er vigtigt, ikke hvordan man skal leve. Vi har skabt spørgsmålet om "hvordan" vi skal leve, og det har skabt et dilemma for os, kroppen er ligeglad.

Hvad forskel gør det, om man finder friheden eller oplysningen. Man vil alligevel ikke kunne være tilstede for at opleve det. Tilstanden fratager os nemlig alt, hvad vi har, og tilmed os selv. Mens vi er spillevende er vi alligevel døde og borte. På en eller anden måde holdes kroppen i live, selvom den er gået gennem dødens port. Alt hvad man har, mister man, alt hvad man er, forsvinder. Der er "ingen" tilbage, og dét er netop denne tilværelse, som finder sted.

Det man derfor må gøre sig fri af, er den "frihed", som alle taler om, så kan man nøjes med at iagttage den måde man fungerer på og den tilværelse, som finder sted.

Hvis man oversætter dette til religiøse udtryk, har man misforstået det hele. "Religion", "Gud", "Sjæl", "Salighed", "Frelse", "Oplysning" er blot ord, ideer, som bruges til at fastholde ens psykologiske identitet og kontinuitet. Når disse tanker ikke er der mere, er der kun organismens enkle, harmoniske fysiske funktioner tilbage.

Organismen fungerer i en tilstand af uafvidenhed. Spørgsmålet hvorledes den fungerer kan være videnskabeligt relevant, eksistentielt set er det ganske uinteressant. Det er også overflødigt at spørge om sine handlinger før, under og efter de finder sted.

Når det at håbe og at forsøge at forstå ikke er der længere, så bliver livet meningsfuldt. Livet, ens eksistens, har en enorm levende kvalitet i sig selv. Alle vores forestillinger om kærlighed, salighed, uendelig lyksalighed og fred, blokerer blot eksistensens naturlige energi.

Selvom man insisterer på, at man skal dø engang, så kan man ikke dø. Selv om man ser andre levende væsner dø, kan man ikke forestille sig sin egen død. Det er umuligt, fordi ens egen død ikke kan opleves af en selv.

Vi må give afkald på det eneste, der er værd at give afkald på, nemlig forestillingen om at der overhovedet er noget at give afkald på.

Man kan kun opleve noget gennem tanken. Man kan kun opleve sin egen krop ved hjælp af tanken. Sanseopfattelsen er der. Vores tanker giver form til kroppen og bestemmer den, ellers er der ingen måde man kan opleve den på. Kroppen eksisterer ikke på anden måde end som en tanke.

Alt eksisterer i forhold til én eneste tanke. Denne tanke er "mig". Alt hvad man oplever, og som er basceret på tanken, er en illusion.

At være ved bevidsthed er ikke en delt tilstand. Der er ikke to tilstande - bevidsthed og noget andet. Det er ikke således, at man er bevidst om noget. Den ide, at man kan bruge bevidstheden til at fremkalde en lykkeligere mental tilstand, eller skabe en højere bevidsthed, er absurd.

Det er ønsket at nå et bestemt mål, et spirituelt niveau, en særlig erkendelse, som må opgives, ikke livets talløse små ønsker. Det såkaldte "højeste mål" er som en horisont, jo mere man nærmer sig, des længere trækker den sig tilbage. Ligesom horisonten er målet der ikke i virkeligheden. Det er en projektion af ens egen usikkerhed, som forsvinder længere og længere væk jo mere man forfølger den.

Alt hvad man oplever gennem sin adskillende bevidsthed er en illusion. Faldende bomber er ingen illusion, men oplevelsen af dem er en illusion. Realiteten af den verden, som vi oplever nu, er en illusion, ikke tilværelsens verden her og nu.

Det er tanken, som af angst har skabt troen på en Gud. Angst nedarves fra generation til generation. Hvis man er så heldig at være fri for angst, er der heller ingen Gud. Det er angst, der er problemet, ikke Gud. At ønske at blive fri for angst er netop angst. De fleste elsker deres angst. Afslutningen på angsten er død, og det ønsker ingen skal ske. Angstens død er den eneste død.

At arbejde på et spirituelt mål kunne man kalde for spirituel materialisme, fordi man må bruge en tanke og en længsel som en stige til at nå op. Denne metode er ikke så meget anderledes end de materialistiske målsætninger vi sætter os i det daglige liv. Når man ikke handler, men tænker, udsætter man det sande liv endnu engang til i morgen.

At ønske at være "uselvisk" eller "oplyst" er meget selvisk, det er at objektivere sig selv, som uselvisk med håbet om at denne tanke til sidst vil materialisere sig. Det er spirituel materialisme og spirituel narcissisme.

Vi har opfundet et åndeligt mål for at have et håb, håbet betyder i morgen, håbet er nødvendigt for i morgen, ikke i dag. Det håb vi har om at forstå, at finde en mening eller at erkende vores egentlige natur medfører, at vores nuværende tilstand er uden mening og fuld at angst.

Den energi vi bruger til at søge dit eller dat tages fra den energi vi skal bruge til at leve. Vor religiøse tvangsforestilling forbruger en masse energi hel unødigt. Man må komme til det punkt, hvor man kan se det nyttesløse i at søge noget som helst. Så bliver tilværelsen med ét værdifuld, og man kan bruge energien til noget praktisk. Det praktiske liv har sin egen mening, som ikke kan beriges af en ekstra spirituel dimension.

Forhåbningen om en løsning er en del af din bevidsthed. Den må ophøre. Der er intet du kan gøre for at stoppe den. Med andre ord, du kan ikke gøre andet end at praktisere sadhana; du er dømt til at gøre det. Selv hvis du ophører med sadhana, skaber det en kamp i dig. Så vil du erstatte det med en anden praksis.

Der er ingen jnana marga (vejen til wisdom). Der er ingen marga (vej) overhovedet. Det er total overgivelse - at kaste håndklædet i ringen - og det, der så kommer er jnana (visdom). Det er ikke overgivelse i almindelig forstand. Det betyder, at der ikke er noget du kan gøre. Det er total overgivelse, total håbløshed. Det kan ikke forårsages af din indsats eller vilje. Hvis du ønsker at overgive dig til noget, er det kun for at opnå noget. Det er derfor jeg bruger ordene "en tilstand af total overgivelse". Det er en tilstand af overgivelse, hvor alle anstrengelser er ophørt, hvor alle bevægelser i retning af at få noget er slut...

Det er meget vanskeligt for dig at forstå absurditeten af hele den spirituelle sadhana. (Jeg blokerer således enhver flugt. Selv dette afløb skal blokeres for at bringe dig ind i et hjørne. Du skal så at sige bremses indtil døden)...Hvad du end gør blokerer for, at det finder sted...Hvad du end gør på nogen som helst måde vil kun styrke eller fordreje det hele.